Ungdomsuddannelsesmiljø
Ungdomsuddannelsesmiljø
Regeringens udspil til en reform af erhvervsuddannelserne lægger megen vægt at skabe et ungdomsuddannelsesmiljø.
”De unge efterspørger et stærkt ungdomsuddannelsesmiljø” står der i udspillet. Men hvad hviler det udsagn på? Tre store, såvel kvalitative som kvantitative undersøgelser(Lene Tanggaard m.fl. ”Frafald og egagement”, Arnt Vestergaard m.fl. ”Ungdom på erhvervsuddannelserne” og Torben Pilegaard m.fl. ”Unge i erhvervsuddannelserne og på arbejdsmarkedet”) viser faktisk, at de fleste unge, der søger en erhvervsuddannelse, motiveres af forskellige former for faglig interesse. De ønsker ikke almenpædagogiske forløb og er ikke specielt fokuserede på ungdomskulturelle dagsordner. De søger derimod erhvervsfaglige udfordringer og fællesskaber.
Derfor er det afgørende, at erhvervsuddannelserne har tydelige faglige profiler og erhvervsfaglige undervisningsmiljøer. Kun på den måde fremstår uddannelserne med de særlige kendetegn, der kan give dem den anseelse, som de ikke har i dag. Det betyder også, at hver enkelt erhvervsuddannelse til fx tømrer, frisør, kontorassistent og sosu-medhjælper skal profileres tydeligt hver især. Noget, der synes nedtonet med de fire brede indgange til erhvervsuddannelserne, som kan være med til at udviske uddannelsernes forskellige særegenheder.
Endvidere lægger regeringen op til en adskillelse af unge og voksne. ”Unge under 25 skal have deres egen erhvervsuddannelse,” står der i udspillet. Ét af kendetegnene ved erhvervsuddannelserne er, at både unge og voksne udvikler sig sammen i et særligt erhvervsuddannelsesmiljø. Aldersspredningen i de nuværende erhvervsuddannelser er ikke en ligegyldig faktor, da unge og voksne lærer af hinanden. Det ved vi også fra forskning (Klaus Nielsen og Steinar Kvale ”Praktikkens læringslandskab”). Desuden vil elever og lærlinge i praktikperioderne arbejde sammen med mennesker i alle aldre og med forskellige erfaringer og kompetencer. Deres kendskab til hinanden – allerede fra tiden på skolebænken – forsvinder med regeringens opdeling af elever i unge og voksne.
epuc/ Torben og Karsten
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!