Indlæg

Boganmeldelser

Anmeldelse: Feedback og vurdering for læring

Feedback og læring

Feedback og vurdering for læring fra Dafolo

Antologien ”Feedback og vurdering for læring”
Undervisning og læring (serie), Dafolo 2013
Vejledende pris 387 kr. incl. moms

 Udgivelse sætter fokus på et aktuelt problem i erhvervsuddannelserne. Den peger på feedback som en måde at effektivisere undervisningen på og gøre eleverne mere tilfredse. Det gør den på et tidspunkt, hvor flere forskningsundersøgelser og en del elevtilfredsheds- undersøgelser  peger på manglende feedback som et problem. Men der er ikke meget nyt under solen. Vi er flere, der i mange år har understreget den formative evaluering som en nødvendig evalueringsform til fremme af elevernes læring. Begrebsmæssigt kan formativ evaluering sidestilles med feedback-begrebet, som det i bogen bl.a. bruges af John Hattie, Helen Timperley og Preben Olund Kirkegård og med begrebet vurdering for læring, som det anvendes anvendes af norske Trude Slemmen Wille. Men det glæder os, at der igen på en lidt fornyet måde peges på denne problemstilling.

Bogen indeholder otte kapitler, der med forskellige vinkler og ikke alle med lige stor klarhed forholder sig til feedback begrebet. Artiklerne veksler mellem gode og inspirerende og det intetsigende. Og et lille spark til forlaget.  Det er tilbagevendende problem i flere af Dafolos udgivelser, at der mangler stramhed i redaktionel udvælgelse og redigering.

Følgende artikler har været givende for denne læser:

  • Styrken ved feedback af John Hattie og Helen Timperley
  • Vurdering for læring af Trude Slemmen Wille
  • Hvordan kan elevfeedback fremmes med læringsstrategier? af Preben Olund Kirkegård

En fjerde artikel Claus Madsens At lede en lærende skole – vurdering for læring i anden potens er hverken dårlig eller uvæsentlig. Men den hører bedre hjemme i en antologi om ledelse.

Men de tre førstnævnte artikler giver alle gode bud på feedback-begrebet og på hvordan det kan anvendes i skolens praksis, hvilket jeg vil komme ind på her:

Styrken ved feedback af Hattie og Timperley

John Hattie og Helen Timperleys artikel præsenterer en model:

  • Feed up – hvor er jeg på vej hen? (målene)
  • Feed back – hvordan klarer jeg mig?
  • Feed forward – hvor skal jeg hen herfra?

Disse spørgsmål anvendes på fire niveauer:

  • Opgaveniveau – Hvor godt opgaverne forstås/udføres
  • Procesniveau – Den vigtigste proces, der er nødvendig for at forstå/udføre opgaverne
  • Selvreguleringsniveau – Selvovervågning, styring og regulering af handlinger
  • Personligt niveau – Personlige evalueringer af og følelser (som regel positive) over for eleven

Disse begrebssæt udfoldes og giver et fint afsæt for eget arbejde med udvikling af konkrete modeller for feedback, men det kræver ”oversættelse” i forhold til erhvervsuddannelsernes praksis.

Vurdering for læring af Trude Slemmen Wille

I artiklen Vurdering for læring af Trude Slemmen Wille opstilles ti vejledende principper, som har betydning for elevernes læring og som kan knyttes til vurdering for læring. Man skal lige vende sig til det norske begreb,  som jo er identisk med det danske formativ evaluering. Når det er fordøjet, fremstår det måske endda klarere end det danske. Fordi formålet jo er tydeligt – det er vurdering for læring og ikke af læring. De ti vejledende principper er gedigne didaktiske retningslinjer. Og de ni er relevante i erhvervspædagogisk sammenhæng. Banale, måske? Men ofte virker det banale! Hvis der blev arbejdet efter disse i det danske skolesystem, ville meget se anderledes i dag.

De ni – relevante – vejledende principper er :

  1. Planlæg for læring ikke for aktivitet
  2. Sæt tydlige mål, som eleverne forstår
  3. Brug kriterier og eksempler, som viser vej
  4. Brug spørgsmål, som fremmer refleksion
  5. Giv konstruktive tilbagemeldinger
  6. Giv eleverne mulighed for at få ejerskab til egen læring
  7. Aktiver eleverne som læringsressourcer for hinanden
  8. Find beviser for læring ved hjælp af flere vurderingsmetoder
  9. Tilpas undervisningen undervejs

Principperne udfoldes på en udmærket og operativ måde i forhold til konkret undervisning.

Hvordan kan elevfeedback fremmes med læringsstrategier

af Olund Kirkegård

I Preben Olund Kirkegårds artikel Hvordan kan elevfeedback fremmes med læringsstrategier? tager han udgangspunkt i Hatties og Timberleys model og konkretiserer på fin vis deres fire typer af feedback og sætter det i spil med læringsstrategier og selvreguleret læring. Specielt i afsnittene Selvreguleret læring og effektive arbejdsprocesser og Effektiv selvfeedback er operationaliseringen fornem og gør denne artikel  til den mest praksisnære anvendelige artikel i forhold til konkret anvendelse i erhvervsuddannelsernes praksis.

I forhold til feedback i erhvervsuddannelsernes undervisning er det et problem, at næsten alle artiklernes fokus er folkeskolen og udelukkende den rent kognitive del af folkeskolens undervisning og læreprocesser. Vi er lidt på herrens mark, når begreber og tænkning skal anvendes i en erhvervspædagogisk kontekst, hvor kropslige  og sanselige læreprocesser er i fokus. Her kræves oversættelse og andre strategier i feedback arbejdet, hvor der tages udgangspunkt i det særlige ved erhvervsuddannelsernes undervisning og læreprocesser. En krævende proces for den enkelte lærer. 

Så en inspirerende bog der genoptager et gammelt men væsentligt tema på en fornyet måde. Men desværre ikke på en måde, der gør den umiddelbart anvendelig i forhold til erhvervs- uddannelsernes praksis. Og for mig vil bogen fremstå skarpere, hvis Dafolo havde begrænset sig til de tre artikler.

Karsten Holm Sørensen

 

 

 

 

Boganmeldelser

Unges motivation og læring

EPUC boganmeldelse

https://epuc.dk/unges-motivation-og-laering/

Unges motivation og læring. 12 eksperter om motivationskrisen i uddannelsessystemet.

Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet driver et større projekt om ”Unges lyst til læring” under ledelse af Noemi Katznelson og Camilla Hutters.

Disse 2, Niels Ulrik Sørensen og Mette Tilde Juul har som et led i det projekt bedrevet denne fine bog.

Det er en god bog på flere leder. Emnet motivation er naturligvis vigtigt og relevant for enhver med interesse for uddannelse og undervisning. Men også bredden og formen er lykkedes godt.

Forskerne har med hjælp fra en række kolleger fra Center for Ungdomsforskning og en enkelt fra Aarhus Universitet interviewet 12 markante eksperter med noget på hjerte og hjerne om motivation.
Det drejer sig om såvel danske som internationale personligheder ingen nævnt ingen glemt – se selv bogen. Interviewformen gør bogen levende, mere levende end de fleste forskningsantologier. De 12 eksperter analyserer og forholder sig fra hvert deres hjørne og med hvert deres blik på motivation. Det giver en vældig bredde og skaber et mosaisk billede af emnet. Desuden er alle kapitler eller interviews bygget op med en kort præsentation af kapitlets indhold, et afsnit om den enkelte forsker, så vi ved, hvem vi har med at gøre. Dette gøres på side 1 i hvert kapitel og hvert kapitel sluttes af med 3 afsnit – Den største udfordring, Blik på motivation og Anbefalinger. Dette greb skaber systematik og overblik og gør det let som læser at foretage sammenligninger mellem de forskellige forskeres bidrag og vinkler.

Foruden de bearbejdede interviews indeholder bogen en indledning om bogens opbygning og tematisering, en artikel kaldet Overblik. Overblikket samler trådene fra de 12 eksperter. Det er en god ide, som også indeholder faren for at tale ned til læseren, som jo formentlig har læst og forstået bogen. Endelig afsluttes bogen med en præsentation af en motivationsmodel, der indeholder refleksions og analyseredskaber til det videre arbejde med motivation. Glimrende ide. De 12 eksperters bredde kaster bogen vidt omkring og inspirerer til mange tanker på mange områder i forhold til begrebet motivation og motivationspraksis. Bredden giver også læseren mulighed for at springe det over, der ikke fænger. Der er ikke meget direkte henvendt til erhvervsuddannelserne, danske Lene Tanggaard komme omkring eud. Det er heller ikke projektets eller bogens ærinde og skal ikke forstås som en bebrejdelse. Snarere som en opfordring til at gøre noget lignende med fokus på erhvervsuddannelserne og meget gerne med internationale bidrag og briller. En række af forskerne bag projektet er jo yderst kompetente i forhold til erhvervsuddannelser.

Bogen kan anbefales – køb og læs.

Niels Ulrik Sørensen, Camilla Hutters, Noemi Katznelson og Tilde Mette Juul: Unges motivation og læring. 12 eksperter om motivationskrisen i uddannelsessystemet

Hans Reitzels Forlag. 270 sider. 225 kr.

Anmeldt af Torben Størner, EPUC

 

Boganmeldelser

10 gode om erhvervspædagogik

 

10 gode om erhverspædagogik:

I vores blog, har vi en katagori vi kalder “Vi har læst”.
Her henviser vi til bøger og andre publikationer, som vi mener er gode, brugbare, interessante, tankevækkende, inspirerende i forhold til erhvervspædagogik. Vi læser meget, og undersøger, hvad der kommer af nye ting. Den viden vil vi gerne brede ud til jer, og derfor vil der af og til komme korte indlæg om nye bøger vi har læst, og evt. nye top5 eller top 10 lister.

Den her liste nedenunder er ikke tænkt ind i en tematisk sammenhæng, de er heller ikke alle helt nye, men de kan alle inspirere og bidrage til udvikling af erhvervspædagogikken.

Håber I kan bruge den og I er meget velkommen til at henvise os til andre publikationer.

  1. Jens Peter Christiansen: Hvad ved vi om god undervisning.  Dafolo 2011. En fin indledende artikel og med en række bidrag af bl.a. Hilbert Meyer.
  2. Hilbert Meyer og Werner Jank: Didaktiske modeller. Gyldendal 2006. Her samler de to tyske forskere resultaterne af deres forskning om god undervisning til anvendelige modeller.
  3. John Hattie: Synlig læring – for lærere. Dafolo 2013. John Hattis forskning på på et enormt materiale og viser hvor vigtigt det er med løbende feed-back til eleverne.
  4. Karin Svejgaard: Rød, gul og grøn. Metropol/NCE 2011. Publikationen handler om at udforme opgaver, der kan imødekomme elevernes forskellige forudsætninger.
  5. Richardt Sennett: Håndværkeren. Hovedland 2009. I denne bog udforsker den amerikanske sociolog håndværket og begrebet håndværksmæssighed.
  6. Mattias Tesfaye: Kloge hænder. Gyldendal 2013. Murersvenden Tesfaye skriver i sin bog om håndværkets nødvendighed i det moderne danske samfund.
  7. Arnt Low Vestergaard, Rikke Brown og Noemi Katznelson: Ungdom på erhvervsuddannelserne
  8. Arnt Low Vestergaard, Rikke Brown og Noemi Katznelson: Motivation i erhvervsuddannelserne. Erhvervsskolernes Forlag. 2011. De 2 publikationer er resultatet af et større forskningsprojekt om eleverne i de danske erhvervsuddannelser.
  9. Torben Pilegaard Jensen og Britt Østergaard Larsen: Unge i erhvervsuddannelserne og på arbejdsmarkedet. AFK (nu KORA) 2011. Også en rapport fra et forskningsprojekt. Rapporten beskriver bl.a. hvad der motiverer elevernes valg af uddannelse, hvad de søger i uddannelserne.
  10. Christian Helms Jørgensen, Peter Koudahl, Klaus Nielsen og Lene Tanggaard: Frafald og engagement. Også dette er en rapport fra et stort forskningsprojekt. Projektet er ikke færdiggjort. Så der er tale om foreløbige resultater. Men rapporten indeholder mange interessante og nyttige informationer om hvad eleverne mener og værdsætter i forhold til undervisningen i erhvervsuddannelserne.