Talent
Talent i EUD
Der har de seneste par år været stor fokus på talenter og talentuddannelse på erhvervsskoleområdet. På tide, fristes man til at sige! Talent har i mange år været anerkendt indenfor andre uddannelsesområder og, i udpræget grad, hvis vi kikker ud over den danske grænse. (eliteuddannelse og institutioner) I Danmark vil vi gerne bryste os af at have verdens bedste erhvervsuddannelser. Hvis der skal mere end bare ord bag denne intention, kommer vi ikke uden om også at anerkende talenter og gøre noget aktivt for dem indenfor erhvervsskolesektoren.
Flere erhvervsskoler i Danmark er allerede i fuld sving og tilbyder, på forskellig vis, særligt tilrettelagte forløb for elever med særlige talenter, eller deltager i større udviklingsprojekter. Herunder Centres of Excellence skolerne, Talent.Nu projektet og Team Danmarks; Talent.dk projekt. Men vi kan og skal blive bedre til at arbejde med talentbegrebet, udfoldet i en erhvervspædagogisk praksis. Talent på en erhvervsuddannelse er noget andet og mere, end et talent på det almene gymnasium. Det er ikke nok at kunne sin katekismus til UG med slange! Kroppen, hænderne og fagets særlige praktiske udfoldelse og æstetik skal med. Kompetensen skal, så at sige, kunne udfoldes i praktisk handling. Det er derfor, på mange måder, langt mere krævende og kompliceret at være et talent, at få anerkendt et talent, at spotte et talent, at udvikle et talent, end i så mange andre uddannelsesretninger. Præcis derfor er det også, som erhvervsskolelærer, langt mere krævende at planlægge, forberede, tilrettelægge og gennemføre undervisning i forhold til talenter. Samtidigt må det være en udpræget fornøjelse som lærer, at arbejde med super dygtige, engagerede og fagligt stolte elever?
Jeg glæder mig meget til at se hvad fremtiden bringer på dette felt. Jeg er sikker på at der, i de kommende år, udvikles rigtig mange spændende udviklingsprojekter, forskningsprojekter og praktiske forløb på skolerne, særligt i kølvandet på den nye erhvervsskolereform, hvor talentforløb formentlig får en helt særlig rolle.
På gensyn derude!
Lektor, Ph.D Fellow
Leif Rye Hauerslev