Håndværk og livsværk
Boganmeldelse
Håndværk og livsværk
– En bog om Ejnar Pedersen. Møbelsnedker
”Mange snedkere fra min generation kunne ikke sige fem bajere med finger sprog.” Det kunne de ikke, fordi nogle af fingrene var røget i maskinerne. ”En snedker vil altid gå hen til et bord, en reol eller en stol og lade fingrene glide hen over bordfalden, langs med samlingerne eller hen over et ryglæn for at mærke, om det er ordentligt lavet.”
Begge citater fortæller om snedkerhåndværket. Håndværk og livsværk er en passende titel for en meget personlig beretning vævet sammen med snedkerhåndværkets udvikling i Ejnar Pederens livstid. For de fleste er håndværket det mest interessante. Her er mange spændende historier, oplevelser og oplysninger om møbelsnedkeriet, dets udvikling og ikke mindst succes i Danmark. Ejnar P har som inkarneret snedker arbejdet sammen med de fleste af de store i dansk møbeldesigns guldalder – Wegner, Finn Juhl Poul Kjærholm osv.
Ejnar P har haft værksted i årtier og har taget alene og sammen med andre en række initiativer til udstillinger, projekter og konkurrencer alt sammen for at fremme dansk møbelsnedkeri og håndværk i det hele taget. Og han har en mission, nemlig at pege på håndværkets værdi også i en moderne produktion og et moderne samfund. Det kan få en skriverkarl til at klappe i sine små skrivehænder.
Undervejs dukker interessante tanker op om fx det, vi i dag vil kalde eksperimenterende undervisning. ”Vi har altid haft det som en del af den uskrevne målsætning af afprøve grænserne….at strække vores kunnen og presse materialernes ydeevne til det yderste for at opnå noget uprøvet og unikt…..for at sikre, at vi ikke går i stå i faste arbejdsrutiner og vaner, men er med til at flytte grænser og skabe noget nyt og uset….det eksperimenterende skaber arbejdsglæde og baner vejen for de resultater, vi som professionelle håndværkere drømmer om…” Det er da en herlig måde at udtrykke det, vi på moderne kalder innovation. Eller på uddannelsesområdet ”Jeg havde i nogen tid gået og puslet med en tanke om at lave en skole for svende, en overbygning eller en slags master class for uddannede snedkere, der skulle have mulighed for at dygtiggøre sig og tilegne sig mere viden og kunnen. Lærerne skulle være nogle af fagets mest garvede og dygtige folk, der skulle lære fra sig og videregive deres erfaringer…..her skulle der ikke være noget med at stå og vente på at komme til maskinerne eller bruge nedslidt værktøj…det skulle være et toårigt forløb og afsluttes med afgangsopgaver, som skulle vises på en udstilling.” Man må slikke sig om munden som garvet i de danske erhvervsuddannelser!
Bogen er ikke kun interessant for snedkere og snedkerfaglærere, men for alle med interesse for og aktier i håndværk og erhvervsuddannelse.
Den sproglige udformning har journalisten Samuel Rachlin stået for.
Bogen er hermed anbefalet.
Håndværk og livsværk. Ejnar Pedersen/Samuel Rachlin
246 sider. 349 kr.
Gyldendal 2014.
Læst af Torben Størner, EPUC
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!