En anderledes bog om pædagogisk ledelse
Bæredygtig skoleledelse
af Andy Hargreaves og Dean Fink på forlaget Klim
Dette er ikke en helt almindelig bog om skoleledelse. Den adskiller sig såvel i form som indhold fra det sparsomme udvalg af litteratur, der er kommet på dansk om emnet.
Det er tydeligvis forfatternes tilgang, at de sætter lighedstegn mellem skoleledelse og pædagogisk ledelse. Bogen har fokus er på at lede elevernes og lærernes læreprocesser frem for økonomi og logistik. Det er en stor befrielse, at der sættes fokus på det indholdsmæssige i skoleledelsen og ikke i alle mulige fikse teorier og ideer om generel ledelse, som overføres til skoleområdet.
Bogen bygger på et meget stort empirisk materiale, som forfatterne har fra såvel egne som andres projekter om ledelses og skoleudvikling. Det afspejles i det store noteapparat.
Men her er ikke tale om en klassisk videnskabelig fremstilling, der er derimod tale om en lidt vild formidlingsmåde. Den svinger mellem en nærmest essayistisk form, hvor der inddrages historiske, biologiske og dagligdags eksempler, formidling af erfaringer fra skoleledelse på konkrete skoler og normative retnings linjer for, hvad der karakteriserer god skoleledelse.
Det er bogens dagsorden, at skoleledelse handler om pædagogisk ledelse og endnu mere præcist om ledelse af læring. Budskabet er, at lederen skal rykke tæt på elevernes læreprocesser og lærernes undervisning. I bogen fokuseres der bl.a. på opgaverne med at:
- være brændende fortalere for og forsvarere af dyb og bred læring
- lade læring gå forud for prøver
- gøre læring til topprioritet sådan at diskussioner om adfærd, budget og bustider altid tager udgangspunkt i spørgsmålet: På hvilken måde vil det være med til at forbedre og ikke forringe elevernes læring?
- gøre læring gennemsigtig blandt undervisere på en skole blandt andet ved indførsel af åben dør og andre observationer kollegaer mellem.
- være allestedsnærværende i læringen gennem synlighed i klasseværelser og i forhold til lærernes arbejde i øvrigt
- demonstrere forskningsbaseret ledelse ved at fremme den aktive diskussion af læring gennem kritisk gennemgang af forskning om den bedste læringspraksis og undersøgelse af læringsstrategier og resultater på egen skole
Listen er længere, dette er for at angive den retning bogens bud på “god ledelse” går i. Det er meget sammenfaldende med den diskussion, der aktuelt foregår om at fremme pædagogisk ledelse i de danske erhvervsuddannelser.
Bæredygtighedsbegrebet behandles på en tankevækkende måde. Med udgangspunkt i økologisk bæredygtighed, over bæredygtighed i virksomheder rækker forfatterne frem til bæredygtig forandring på skoler og bæredygtig skoleledelse. Den bygger på syv principper for, hvordan der kan arbejdes med holdbar skoleudvikling og skoleledelse. Dette er et meget interessant aspekt i en tid, hvor mange skoleledelser hopper på det ene eller andet modefix, som de tror er skolens frelse. Denne bog peger på det lange seje træk med udvikling, der også bygger på respekt for traditionerne på skolen .
Bogen giver mange andre bud på og inspiration til udvikling af skoleledelsesarbejdet bl.a. begrebet udbredelse i stedet for det gamle uddelegeringsbegreb som en ny måde at tænke relationerne mellem ledelse og medarbejder på.
Alt i alt en inspirerende bog om pædagogisk ledelse. Man skal som læser være opmærksom på, at den er skrevet ud fra en angelsaksisk kontekst. Det betyder, at der er en opgave med at tænke bogens fine bud ind i en dansk sammenhæng.
Titel: Bæredygtig skoleledelse
Forfattere: Andy Hargreaves & Dean Fink
Forlag: Klim
Sideantal: 289
Pris: ca. 300 kr.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!