Ind i praksis
Boganmeldelse
Henrik Hersom og Peter Koudahl (red): Ind I praksis. Praxis 2017.
Det er et glimrende, nødvendigt og perspektivrigt initiativ NCE/Metropol har taget med såvel projektet Kompetenceløft i praksis som med den antologi Ind i praksis, der formidler erfaringer og resultater fra projektet. Al mulig grund til ros og klap i de erhvervspædagogiske hænder.
Vi starter med en række citater. Det gør vi for at kunne anmelde og vurdere antologien på dens egne præmisser.
”Antologien bygger på et forskningsprojekt, hvis anvendelsesformål har været at medvirke til at kompetenceløfte erhvervsskolelærerne med særlig henblik på at skabe viden om differentiering og praksisinddragende undervisning på erhvervsskolerne”
Og videre:
”Hvordan ”gøres” praksis i (udvalgte dele af) erhvervsuddannelserne, og hvordan kan vi anskue og definere praksisundervisningen på mere nuancerede måder end vi hidtil har gjort, hvilke implikationer kan der være forbundet med de forskellige måder at bedrive praksisundervisning på, og hvordan kan svarene på de ovennævnte spørgsmål anvendes i erhvervsskolelærernes kompetenceudvikling med særligt henblik på differentiering?”
”Det fælles fokus har været på lærerkompetencer (herunder teamarbejde og ledelse) i relation til differentiering og praksisinddragelse”
Så altså projektet handler om:
- “Praksisinddragelse”
- “Differentiering”
- “Teamarbejde og ledelse”
Det slås fast, at der om “praksis, savnes et præcist sprog, der kan distingvere og sortere blandt de mange begreber og forståelser”
”Et udgangspunkt for at stille sig denne opgave er en undren over, at der, til trods for at praksis har en helt central placering i uddannelserne, aldrig er nogen, der har gjort sig umagen at udvikle et sprog herom, der på systematisk måde kan sortere imellem de mange måder, begrebet bliver anvendt på.”
Vi citerer her lidt omfangsrigt og grundigt for at få hold på, hvad projektet og antologien faktisk går ud på. Citaterne viser et godt udgangspunkt for projektet og antologien. MEN. For der er en række men’er.
Det er som om antologien og måske også projektet snubler allerede i starten. Det drejer sig om 4 x men!
Men nummer 1. Intentionen om at præcisere sprog og begreber kommer dårligt fra start.
”Praksis” bruges i en lang række sammenhænge. Indledningsartiklen fastslår selv, at der kan være tale om mange former for praksis, lærernes, elevernes, virksomhedernes. Men der kommer ikke noget svar. Praksis sættes på mangt og meget. Føjes til andre ord. Og på den måde opløses begrebet til blot ord, der kan bruges efter behag. Det gælder såvel i den rammesættende indledningsartikel som i de fleste af antologiens øvrige artikler. Og videre om begrebs- og ordpræcision. Der skelnes ikke mellem fag, undervisningsfag, erhverv og erhvervsfag. Det gør det vanskeligt som læser at gennemskue, hvad der menes, når talen falder på fag.
Endelig introducerer den rammesættende artikel med titlen Praksislæring i erhvervsuddannelserne så et nyt begreb – praksislæring. Det første afsnit har overskriften Hvad er praksislæring? Men i samme afsnit bliver praksislæring ”oversat til ”praksisnært” og ”praksisnær undervisning”.
Der mangler simpelthen den begrebsafklaring og begrebspræcision, som projektet og indledningsartiklen efterlyser!
Men nummer 2. Indledningsartiklens ”undren over”, ”at aldrig er nogen, der har gjort sig umagen at udvikle et sprog herom” – undrer mig! Der er nemlig nogen, der har gjort sig den umagen. Det kunne ha’ hjulpet projektet/artiklen, hvis den havde gjort brug af tilgængelig forskning og materiale på området. Steinar Kvale og Klaus Nielsens store forskningsprojekt Læring i moderne dansk vekseluddannelse fra 2002 kunne fx ha’ hjulpet til en afklaring af, hvad praksislæring er. Hiim og Hippe forskning – ikke mindst Else Hiims – om praksisbaseret læring og problembaseret praksis kunne ligeledes anvendes til afklaring. Blot for at nævne 2 oplagte forskningskilder. Ministeriet har udgivet Pædagogiske principper i forbindelse med reformen. Her kan der også hentes noget. Vores egen lille biks – EPUC – har såmænd i al beskedenhed leveret et par bidrag – ikke i form af forskning – men i form af didaktiske begreber om praksisnær undervisning (se www.epuc.dk : Indspark om praksisnær undervisning). Disse bidrag kunne ha’ hjulpet projektet til fx en skelnen mellem praksislæring, som noget der foregår i praktikkens praksis med en driftslogik og en praksisnær undervisning, der foregår i skolens læringslogik. Det er problematisk at bruge begrebet praksislæring og ”at der skal undervises i praksis” som begreber om undervisningen i skoledelen af de danske erhvervsuddannelser. Og det er problematisk, når læring i de to arenaer ikke skilles ad, som på side 37, hvor der ikke skelnes mellem den rolle, erhvervsskolelæreren og mesteren skal og kan udfylde.
Men nummer 3. I Henrik Hersoms kongeartikel for antologien introduceres den model, der skal bære formidlingen af projektet og rammesætte resten af antologien. Modellen er – naturligvis – en analytisk model. Men også en analytisk model skal vel kunne bruges til noget i praksis, når intentionen med projektet og antologien er at kompetenceløfte erhvervsskolelærerne?!
Modellen præsenterer 4 begreber, som også kaldes analytiske hjørner:
- Praksisorienteret læring
- Praksisanvisende læring
- Praksisbaseret læring
- Praksisrelateret læring
Disse begreber hører under 2 kategorier – henholdsvis erhvervsoplæring og læring om livet i og omkring erhvervet, som hører til hver sin henholdsvis lukket faglig klassifikation og åben faglig klassifikation og åben didaktisk rammesætning og lukket didaktisk rammesætning.
Tungen skal holdes lige i munden!
Denne rammesættende model insisterer samtlige artikler på at referere til. Men modellen kommer til at stå så underligt udvendigt i forhold til resten af antologiens artikler. Det er vanskeligt at se, hvad modellen anvendes til i artiklerne – og hvad den kan anvendes til i lærernes praksis!
Henrik Hersom skriver da også på side 63 ”Som nævnt vil den konkrete undervisning langt oftest ligge et sted mellem begreberne i modellen. ………Hertil kommer, at undervisningen ofte skifter mellem de fire læringsbegreber inden for samme lektion” !!
Modellen lider måske også under, at den nok ikke udtrykker fire forskellige former for læringsbegreber i ”praksislæring”, men snare udtrykker forskellige former for undervisningsprincipper og metoder!!??
Men nummer 4. Empirien. Der må være indsamlet en stor mængde empiri i projektet. Empirien kunne udgøre en skatkiste af adgang til undervisningspraksis på skolerne. Men det er faktisk svært at se, hvilken værdi empirien udgør for projektet. På den ene side får vi ikke præsenteret empirien. Er der mønstre i den, kan der generes noget ud fra den, hvad kendetegner den, er der noget nyt under solen? På den anden side præsenterer redaktørerne heller ikke en systematik i brugen af empirien gennem antologien. Derfor bruges empirien også forskelligt fra artikel til artikel. Citater bruges til at bekræfte antagelser eller til at problematisere antagelser. Det er der ikke i sig selv noget galt i. Men hvad skal projektets indsamlede empiri overordnet bruges til, og hvad er den røde metodiske tråd i anvendelsen af empirien?
Meget få steder får empirien normativ karakter i form af anvisninger til en forandret undervisningspraksis, til kompetenceløft af lærerne. De fleste artikler slår fast, at ”praksis” er central i erhvervsuddannelserne. Ja da. Men det er vel ikke resultatet af projektets empiri?
Empirien forekommer udvendig i forhold til artiklernes indhold. Denne udvendighed spores også i nogle af artiklernes mangel på sproglig fortrolighed med målgruppen – erhvervsskolelærerne.
Antologiens bedste artikel er skrevet af Geert Allermand Midt i praksis. Allermand opløser begrebet praksislæring til de to læringsarenaer i de danske vekseluddannelser. Den åbning ville have pyntet i indledningsartiklerne. Han tager afsæt i instruktionen. Instruktionen er vel nok stadig den meste udbredte metode i undervisningen på de danske erhvervsuddannelser. Også derfor relevant. Hefter belyses emnet ud fra forskellige teoretiske tilgange. Vel at bemærke erhvervspædagogisk relevant teori.
Kjeld Steen Iversen har skrevet en lærd artikel, hvor empirien belyses ved hjælp af ikke mindst Fullan og Hargreaves. En spændende analyse! Artiklen handler om lærernes kompetencer og kompetenceudvikling i den daglige undervisningspraksis. Og dog konkluderer Iversen på side 146 ”Vanskeligere kan det være at se, hvordan lærerne kan udvikle deres kompetencer.” !
Claus Bo Jørgensen præsenterer i sin artikel Fra uddannelsespolitiske intentioner til differentieret undervisning – krav og muligheder en lang analyse af styringslogikker fra New Public Management i 1980érne over EUD-reformens taxameterstyring i 1990érne til reformen fra 2014.
Claus Bo Jørgensen konkluderer ”I den netop præsenterede empiri peges der på mange forskellige barrierer for at tilrettelægge og gennemføre differentieret undervisning”. Og videre ”Set fra et skoleperspektiv må man nok erkende, at måderne, forskellige uddannelser bliver tilrettelagt og gennemført på, er mangfoldige, herunder også differentieringsaspektet. Der findes ikke én måde at løse denne opgave på.” Så ……….??
Hans Jørgen Knudsens artikel Undervisningsdifferentiering i praksis handler om at inddrage ”virksomhedspraksis” som et middel til differentiering. Det oplyses, at NCE i projektet har præsenteret 3 modeller til differentiering:
- Wolfgang Klafkis model
- Jens Rasmussens intelligent undervisningsdifferentiering
- Karin Svejgaards rød, gul grøn
Knudsen citerer ikke så meget fra empirien. Men det fremgår, at lærerne om end ikke forkaster de 3 modeller. Så klipper og klistrer de til brugbare metoder i deres undervisningspraksis. Det er jo interessant. Hvad skal modellerne så bruges til? Det kunne være spændende, om Knudsen havde gjort mere ud af generere empirien til en form for model, der afspejler lærernes praksis? I artiklen præsenterer Knudsen Håndværkets differentiering. Det stammer fra EUC Nord. Her ser det ud til, at lærerne vender differentieringen på hovedet ved at tage udgangspunkt i, hvad håndværket kræver af eleverne. Og ikke med det primære udgangspunkt i elevernes forudsætninger. Det ser produktivt ud. Men det er, som om Knudsen ikke erkender eller ikke vil bruge det, han ser på skolerne. Desuden beretter artiklen om digital differentiering, som Knudsen på det varmeste anbefaler.
Antologien afsluttes med Susanne Gottlieb og René Nordin Bloch´s artikel Lærerteam på erhvervsskoler – i praksis. Artiklen handler ikke meget om ”praksislæring” eller praksisnær undervisning og differentiering. Den handler mest om teamarbejde og lærernes samarbejde og her er der ikke noget nyt at hente i forhold til EVA´s rapport Teamarbejde på erhvervsuddannelserne – fem elementer der styrker teamsamarbejdet om undervisningen” fra 2016.
”Vi har ønsket at understrege, at en ændring af den grundlæggende antagelse om at lærerarbejdets karakter, så hele undervisningsprocessen bliver forstået som et fælles ansvar, er forudsætningen for at kunne udvikle en praksisnær undervisning til gavn for alle elever.
Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, og det er ikke noget, der sker, medmindre man arbejder systematisk med det internt i teamet og i samarbejdet med den lokale leder.”
Denne konklusion er desværre lidt symptomatisk for de fleste artikler. Det har sikkert været et interessant projekt at gennemføre og det har uden tvivl bragt en del viden på banen for NCE. Men som materiale til at kompetenceudvikle lærerne på erhvervsskolerne – i praksis? Det kan være lidt vanskeligt at se bogen som lærebog på diplomuddannelserne. Dertil er der for lidt til udvikling af lærernes undervisningspraksis og for lidt til udvikling af deres samarbejde i praksis.
Det er en skam. Men det rører ikke ved, at NCE har taget et godt initiativ med såvel projektet som med antologien. Gid NCE fremover vil gå mere i dialog med den viden, der allerede findes i forhold til erhvervsuddannelserne.
Torben Størner
