Anmeldelser og kort om bøger vi har på hylden eller netop har læst

Boganmeldelser

Unges motivation og læring

EPUC boganmeldelse

https://epuc.dk/unges-motivation-og-laering/

Unges motivation og læring. 12 eksperter om motivationskrisen i uddannelsessystemet.

Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet driver et større projekt om ”Unges lyst til læring” under ledelse af Noemi Katznelson og Camilla Hutters.

Disse 2, Niels Ulrik Sørensen og Mette Tilde Juul har som et led i det projekt bedrevet denne fine bog.

Det er en god bog på flere leder. Emnet motivation er naturligvis vigtigt og relevant for enhver med interesse for uddannelse og undervisning. Men også bredden og formen er lykkedes godt.

Forskerne har med hjælp fra en række kolleger fra Center for Ungdomsforskning og en enkelt fra Aarhus Universitet interviewet 12 markante eksperter med noget på hjerte og hjerne om motivation.
Det drejer sig om såvel danske som internationale personligheder ingen nævnt ingen glemt – se selv bogen. Interviewformen gør bogen levende, mere levende end de fleste forskningsantologier. De 12 eksperter analyserer og forholder sig fra hvert deres hjørne og med hvert deres blik på motivation. Det giver en vældig bredde og skaber et mosaisk billede af emnet. Desuden er alle kapitler eller interviews bygget op med en kort præsentation af kapitlets indhold, et afsnit om den enkelte forsker, så vi ved, hvem vi har med at gøre. Dette gøres på side 1 i hvert kapitel og hvert kapitel sluttes af med 3 afsnit – Den største udfordring, Blik på motivation og Anbefalinger. Dette greb skaber systematik og overblik og gør det let som læser at foretage sammenligninger mellem de forskellige forskeres bidrag og vinkler.

Foruden de bearbejdede interviews indeholder bogen en indledning om bogens opbygning og tematisering, en artikel kaldet Overblik. Overblikket samler trådene fra de 12 eksperter. Det er en god ide, som også indeholder faren for at tale ned til læseren, som jo formentlig har læst og forstået bogen. Endelig afsluttes bogen med en præsentation af en motivationsmodel, der indeholder refleksions og analyseredskaber til det videre arbejde med motivation. Glimrende ide. De 12 eksperters bredde kaster bogen vidt omkring og inspirerer til mange tanker på mange områder i forhold til begrebet motivation og motivationspraksis. Bredden giver også læseren mulighed for at springe det over, der ikke fænger. Der er ikke meget direkte henvendt til erhvervsuddannelserne, danske Lene Tanggaard komme omkring eud. Det er heller ikke projektets eller bogens ærinde og skal ikke forstås som en bebrejdelse. Snarere som en opfordring til at gøre noget lignende med fokus på erhvervsuddannelserne og meget gerne med internationale bidrag og briller. En række af forskerne bag projektet er jo yderst kompetente i forhold til erhvervsuddannelser.

Bogen kan anbefales – køb og læs.

Niels Ulrik Sørensen, Camilla Hutters, Noemi Katznelson og Tilde Mette Juul: Unges motivation og læring. 12 eksperter om motivationskrisen i uddannelsessystemet

Hans Reitzels Forlag. 270 sider. 225 kr.

Anmeldt af Torben Størner, EPUC

 

Boganmeldelser

Professionelle læringsfællesskaber

Boganmeldelse

Thomas R.S. Albrechtsen:
Professionelle læringsfællesskaber-teamsamarbejde og undervisningsudvikling.
Dafolo 2013.

Denne bog er interessant, fordi den indskriver sig i den helt aktuelle dagsorden om arbejdet med OK13 på erhvervsskolerne, om ungdomsud­dannelsesinstitutioner og folkeskolen. Som titlen indikerer handler bogen om lærernes samarbejde omkring udvikling og gennemførelse af under­visningen med fokus på udviklings- og samar­bejdsperspektivet. Dermed rammer den ind i en af de centrale udfordringer i udfoldelse og opera­tionalisering af OK13 på skolerne. En udfordring der kort kan beskrives, som udvikling og imple­mentering af en ny måde at organisere lærernes arbejdstid, arbejdsopgaver, lærersamarbejdet på med det formål at kvalitetsudvikle uddannelserne og undervisningen. Og det på en sådan måde, at de i højere grad fremmer elevernes læring og høj­ner den faglige kvalitet i uddannelserne.

Bogen har kapiteloverskrifterne:

  •  Hvad er et professionelt læringfællesskab?
  • Læreren som undervisningsekspert
  • Professionel læring gennem praksisundersøgelser
  • Undervisnings udvikling
  • Samarbejde og de privatisering af undervisningspraksis
  • Ledelse af og i professionelle læringfællesskaber

Overskrifterne er identiske med de områder, der må italesættes i ledernes og lærernes arbejde med at udfolde OK 13, hvis det ikke skal ende i en traditionel arbejdsgiver-lønarbejderkamp. Giver bogen så nogle bidrag til dette arbejde? Tja..

Bogen behandler de meget relevante emner med udgangspunkt i en række teoretiske afsæt. En stor del af disse teoretiske tilgange er velvalgte og virker meget inspirerende.

Nogle afsnit fungerer bedre end andre. Et eksempel på et af de rigtig gode er afsnit 2: Hvad er et professionelt læringfællesskab? Her giver forfatteren bud på, hvordan der kan arbejdes med opbygningen af et professionelt læringsfællesskab, han opstiller 5 søjler:

5 søjler

  1. Fælles værdier og vision
  2. Fokus på elevers læring
  3. Reflekterende dialoger
  4. De privatisering af praksis
  5. Samarbejde

Herefter udfolder bogen 4 centrale processer under overskrifterne:

  • En optimering af ressourcer og strukturer til at fremme professionelle læringsfælles-skaber
  • Fremme den professionelle læring
  • Evaluering og opretholdelse af det professionelle læringsfællesskab
  • Ledelse der fremmer det professionelle læringsfællesskab

Her er bogen konstruktiv og kan inspirere til udvikling af praksis på skolerne. Når jeg tidlige­re svarede ”tja” til om bogen kan inspirere, er det fordi den har nogle problemer såvel i ind­holdsvalg som i sin formidlingsform.

Indholdsmæssigt skal bogen roses for en god forbindelse mellem udviklingen af lærerfælles­skaber og udvikling af bedre undervisning og læring for eleverne. Den forfalder ikke til ren or­ganisationssnak, men forholder sig til indholdet. Det indholdsmæssige problem kan rummes i spørgsmålet: handler det om at gennemgå så meget teori og så mange forskellige teoretikere som muligt? Ikke mindst når en del af teorien kommer til at fremstå som ren reproduktion, ek­sempelvis bringes side 113-116 en meget lang liste over træk ved udviklingen af det effektive team af den amerikanske psykolog Susan A. Wheelan. Her ville det være mere interessant med forfatterens bud på, hvordan lærerne og lederne kan arbejde med forcering af udvikling – hvordan man kan bevæge sig gennem faserne.

Her er bogens problem i såvel indhold som for­midling. Måske det bunder i manglende klarhed om, hvem bogen henvender sig til. For mange te­orier fremstår uformidlede, ikke oversat til prak­sis. Det handler måske også om, at forfatteren og forlaget ikke har gjort helt klart, hvem man skriver til. Henvender den sig til praktikere som lærere og ledere eller er det forskere og undervi­sere på universiteter og professionshøjskoler?

Men alt i alt en udmærket og inspirerende bog, som afkræver læseren en vis tålmodighed i læsning og oversættelse til egen praksis.

Skrevet af Karsten Holm Sørensen

Boganmeldelser

10 gode om erhvervspædagogik

 

10 gode om erhverspædagogik:

I vores blog, har vi en katagori vi kalder “Vi har læst”.
Her henviser vi til bøger og andre publikationer, som vi mener er gode, brugbare, interessante, tankevækkende, inspirerende i forhold til erhvervspædagogik. Vi læser meget, og undersøger, hvad der kommer af nye ting. Den viden vil vi gerne brede ud til jer, og derfor vil der af og til komme korte indlæg om nye bøger vi har læst, og evt. nye top5 eller top 10 lister.

Den her liste nedenunder er ikke tænkt ind i en tematisk sammenhæng, de er heller ikke alle helt nye, men de kan alle inspirere og bidrage til udvikling af erhvervspædagogikken.

Håber I kan bruge den og I er meget velkommen til at henvise os til andre publikationer.

  1. Jens Peter Christiansen: Hvad ved vi om god undervisning.  Dafolo 2011. En fin indledende artikel og med en række bidrag af bl.a. Hilbert Meyer.
  2. Hilbert Meyer og Werner Jank: Didaktiske modeller. Gyldendal 2006. Her samler de to tyske forskere resultaterne af deres forskning om god undervisning til anvendelige modeller.
  3. John Hattie: Synlig læring – for lærere. Dafolo 2013. John Hattis forskning på på et enormt materiale og viser hvor vigtigt det er med løbende feed-back til eleverne.
  4. Karin Svejgaard: Rød, gul og grøn. Metropol/NCE 2011. Publikationen handler om at udforme opgaver, der kan imødekomme elevernes forskellige forudsætninger.
  5. Richardt Sennett: Håndværkeren. Hovedland 2009. I denne bog udforsker den amerikanske sociolog håndværket og begrebet håndværksmæssighed.
  6. Mattias Tesfaye: Kloge hænder. Gyldendal 2013. Murersvenden Tesfaye skriver i sin bog om håndværkets nødvendighed i det moderne danske samfund.
  7. Arnt Low Vestergaard, Rikke Brown og Noemi Katznelson: Ungdom på erhvervsuddannelserne
  8. Arnt Low Vestergaard, Rikke Brown og Noemi Katznelson: Motivation i erhvervsuddannelserne. Erhvervsskolernes Forlag. 2011. De 2 publikationer er resultatet af et større forskningsprojekt om eleverne i de danske erhvervsuddannelser.
  9. Torben Pilegaard Jensen og Britt Østergaard Larsen: Unge i erhvervsuddannelserne og på arbejdsmarkedet. AFK (nu KORA) 2011. Også en rapport fra et forskningsprojekt. Rapporten beskriver bl.a. hvad der motiverer elevernes valg af uddannelse, hvad de søger i uddannelserne.
  10. Christian Helms Jørgensen, Peter Koudahl, Klaus Nielsen og Lene Tanggaard: Frafald og engagement. Også dette er en rapport fra et stort forskningsprojekt. Projektet er ikke færdiggjort. Så der er tale om foreløbige resultater. Men rapporten indeholder mange interessante og nyttige informationer om hvad eleverne mener og værdsætter i forhold til undervisningen i erhvervsuddannelserne.