Professionelle læringsfælleskaber – noget der snakkes om

Professionelle læringsfælleskaber, praksisfællesskaber, lærerteam og andre begreber, der indiker et tæt samarbejde mellem lærerne, har på erhvervsskolerne været italesat siden Eud-reformen i 1990. Den reform stillede med den helhedsorienterede undervisning nye krav til organiseringen af undervisningen. I dag er begrebet igen aktualiseret af den seneste reform med elementer som; fælles pædagogisk didaktiske grundlag, genindførelsen af helhedsorienteringen og principper som fx anvendelsesorientering, tværfaglighed og praksisnærhed.
Men i skolernes praksis har professionelle læringsfællesskaber med det formål at fremme og kvalificere undervisningen og elevernes læring ikke været nemme at håndtere. Derfor er denne bogs bidrag velkommen. Bogen er en antologi skrevet af en række udenlandske og danske forskere og praktikere fra undervisningsverdenen.
Bogen er et godt bidrag til tænkningen om og arbejde med at kvalificere undervisningen og elevernes læring ved at arbejde med professionelle læringsfællesskaber på erhvervsskolerne.

Alle bidragene i bogen går ud fra  en fælles opfattelse af  de grundlæggende karakteristika for et professionelt læringsfællesskab. Det bygger på de fem sammenhængende dimensioner:

  1. Fælles vision og værdier
  2. Fokus på elevers læring
  3. Reflekterende dialoger
  4. Deprivatisering af praksis
  5. Samarbejde

Jeg vil her gøre nedslag i fem af bogens bidrag:

Den første er Lee S. Schulmans artikel fra 1987 Viden og undervisning: Grundlag for den nye reform. Her indkredser han, hvad der kendetegner læreres professionelle viden.  Han sætter fokus på vidensbasen for undervisning, altså hvilken viden skal der være til stede, for at undervisningen kan blive kvalificeret. Det udfoldes fornemt og her fremhæves betydningen af det, forfatteren kalder Visdommen i praktisk erfaring. Han behandler betydningen af at arbejde systematisk og at opbygge en vidensbase med den hensigt at sætte nye standarder for undervisning og læring.

Judith Warren Little”s indlæg Professionelle fællesskaber og professionel udvikling i den læringscentrerede skole sætter fokus på flere temaer, der vil være genkendelige på de danske erhvervsskoler. Hun åbner med at tematisere nødvendigheden af, at lærerne regelmæssigt tilbydes mulighed for professionel udvikling for at blive i stand til at undervise mere ambitiøst og effektivt. Samtidig konstaterer hun, at kun få lærere får denne mulighed. Derefter tager hun hul på, hvordan der kan arbejdes med professionel udvikling af undervisningen. Det gør hun på en inspirerende måde med udgangspunkt i den didaktiske trekant. Et inspirerende indlæg der ikke fortaber sig i snilde lærersamarbejdsmodeller men sætter fokus på det centrale i at udvikle undervisning og læring til gavn for eleverne.

Andy Hargreaves  indlæg Professionel kapital og undervisningens fremtid tager udgangspunkt i begrebet kapital som udtryk for en persons eller gruppes værdi. Han starter med at opridse to modsætninger i tilgangen til uddannelse ud fra to kapitaltyper forretningskapital  og professionel kapital. Han udfolder det sidstnævnte begreb i tre kategorier; menneskelig kapital, social kapital og beslutningskapital som en nødvendighed for udvikling af den professionelle skole og undervisning. Indlægget er en komprimeret udgave af bogen Professionel kapital, som vi tidligere har anmeldt.
Artiklen peger tydeligt ind i paradokser, der også findes i de danske erhvervsuddannelser med på den ene side høje ambitioner om kvaliteten og på den anden side massive besparelser. Den peger på udfordringer og faldgruber og ikke mindst på den på kloge valg frem for økonomisk funderede valg.
Professionelle læringsfællesskaber i digitale miljøer  er et af bogens danske bidrag. Det  handler om, hvordan digitale teknologier kan anvendes i lærernes arbejde med at udvikle kvaliteten i undervisningen. Der er her tale om en række ideer, der kan anvendes af lærere og ledere i arbejdet. Artiklen gør tydeligt opmærksom på, at lærerne skal kunne se mening med anvendelsen. Det er en befriende tilgang i forhold til de fortællinger, vi hører flere steder i øjeblikket, hvor lærere “tvinges” til at anvende digitale materialer ud fra, hvad de udelukkende oplever som økonomiske rationaler.

Redaktørens eget indlæg Faglig vejledning og deprivatisering af praksis sætter fokus på anvendelse af vejledere i udviklingen af undervisningen og skolen. Selvom den er skrevet i et folkeskoleperspektiv, kan den fint levere tanker til arbejdet på erhvervsskolerne.

Alt i alt et fint bidrag til inspiration for ledere og lærere .

Thomas R.S. Albrechtsen (red.):
Professionelle læringsfællesskaber og fagdidaktisk viden 

Forlaget Dafolo i serien Undervisning og læring

Karsten Holm Sørensen